Projekt 'Godtfolk i Mariager'

Små bronzeskulpturer til byen

For det netop igangværende projekt: se i menuen: 'Igangværende projekter ' og 'Den sidste birgittiner-abbedisse'.

Idéen med 'Godtfolk - små bronzeskulpturer til byen', er at portrættere en række mariagerborgere, som gennem tiden på den ene eller den anden måde har afspejlet byens historie og dens sjæl. Mariager er en hyggelig lille by, og store skulpturer ville slet ikke passe ind her. Mange af de borgere, som vi har valgt ud, er på sin vis også 'små mennesker', ikke honoratiores eller byens store sønner (dem er det - karakteristisk for byen - faktisk også ret småt med).

Med tiden, når der er mange nok af figurerne, vil man kunne få fornemmelse af hele byens historie fra Birgitta Klostrets storhedstid i 14-1500-tallet og op til efter år 2000.

Samtidig lægger vi vægt på fortællingerne. Fortællinger om mennesker, som har levet her. Hver figur udstyres med en kort forklaring på soklens skilt, som også har en QR/App med yderligere fortællinger om den enkelte på Nettet.

Skulpturerne vil indgå i de guidede byture, som byens guider hvert år arrangerer for de tusinder af gæster, der kommer for at opleve og få viden om byens historie.

Vi vil gerne, at skulpturerne bliver en stærk faktor i vores erindring - som kan fastholde, styrke og bære fælles historie videre. Og på den måde bidrage til sammenhængskraften i byen.

Målgruppen er dermed både byens borgere - børn, unge og voksne - og byens gæster.

Det er gruppens endelige mål at formidle Mariager som ”Den lille by med de mange små skulpturer".

 --oo0oo--

Ved projektets start bad vi på Facebook om forslag til personer, der kunne portrætteres som skulpturer. Der indkom 39 forslag. Nogle af forslagene nyder mere opbakning end andre.

'Godtfolk' betyder i denne sammenhæng borgere (afdøde), som har haft en rolle i byen, på en sådan måde, at de stadig er kendte i form af erindringer og fortællinger.

De foreslåede figurer er
  • Evald Olesen, byens markedsudråber fra 1940 til først i 1990'erne. ER REALISERET. Står på Mariager Torv foran Det Gamle Rådhus.
  • Sødisbakkebeboeren Niels Christensen Nøhr, kaldet Nøhr. ER REALISERET. Står på Løvetorvet, Østergade 6-8.
  • Mariager Klosters sidste birgittinerabbedisse, Karen Eriksdatter Rosenkrantz. DER ARBEJDES AKTIVT PÅ AT REALISERE DENNE FIGUR
  • Jacobine - ejer af manufakturforretningen 'Fru Anders Nielsen' på Torvet i Mariager i 55 år.
  • Aage Vestergaard Larsen. Begyndte med at samle plast op rundt omkring på gårdene. Virksomheden nu anerkendt, prisbelønnet plastindvindingsvirksomhed.
  • Kagekonen/Kurvekonen Karen Christensen fra Hohøjhuset. Fattig kone alene med fire børn, Gik rundt i byen og solgte kager.
  • Smed Ingvard Johansen. Stilfærdig, hårdtarbejdende smed. Leder af modstandsgruppen i Mariager, som tog over efter Hvidstengruppen under 2. verdenskrig
  • Francisco Maro Tetens - som 16-årig kaptajn på kaperskib, som overfaldt englænderne. Senere dekoreret som spion. Karriere som toldinspektør, endte som etatsråd.
  • Mariager Rose - pigen, som frelste Mariager fra svensken 1618.
  • Pastor Schrøder. Temperamentsfuld præst fra 1800-tallet

Projektet nyder stor opbakning fra byens borgere. Således er d.d. (16. jan. 2024) 676 borgere ud af byens 2500 med i støttegruppen under Facebook. Der gives løbende private donationer til projektet og vi regner med også fremover at kunne få støtte fra lokale fonde og foreninger. 

Godtfolk i Mariager